Det største bjerg kørte vi på anden dagen, fredag, det går meget stejlt op overr 12 km og med en gennemsnitlig stigning på 8 %. Disse tal er blandt rytterne blevet meget diskuteret, nogen mente vi kørte 15 km op med en stigning på 11%. Det blev en helt særlig oplevelse, også fordi vi kørte op i regnvejr og tåge. Vi blev hurtigt spredt. Set fra mit styr forsvandt Ove, Fleming A. og Henrik hurtigt. Bag ved lå Preben i lang tid. En fjerdedel oppe, ca. tvivlede jeg på, om jeg var i stand til at køre helt op. Det blev ved og ved, efter hvert sving en ny stejl stigning. Og regn. Så begyndte jeg at tælle til hundrede og så gik det bedre, jeg flyttede opmærksomheden fra min tvivl og til det at tælle, hundrede og forfra og forfra, mens jeg sled mig op. Til sidst gik det næsten af sig selv, Preben kom op og vi fulgtes ad, til sidst kørte han væk og kom op som nummer fire. Ove var selvfølgelig først oppe. En ægte bjergrytter, så kom Flemming, derefter Henrik, så Preben og lige derefter kom jeg. kort efter dukkede Bjarne og Erik ud af tågen og regnen. Og med dem også sol. Vi var stolte og glade. Det var lykkedes. Nedturen var også helt speciel, Flemming kørte hurtigt, vi andre langsommere. Vi var alle sammen afkølede, særlig den tynde Ove. Han rystede og skælvede, lånte Henriks gule overtræksjakke, og den kunne jeg følge ned ad bjerget som en blafende lygte. Det var vildt at køre ned, slækkede man bremsen sprang cyklen frem som en raket. Jeg kiggede ned i dalen og hver gang lå den lige så dybt under mig, det fortsatte og fortsatte, og ned gennem meget smukke og pittoreske bjergbyer, men der blev ikke taget fotografier, vi susede af sted og nederst kom vi forkomne ind på en cafe og fik kaffe. Den forfrosne Ove kunne knap nok holde på glasset, det rystede og vibrerede og hans krop rystede med. Men humøret var godt. Vi havde fået alt det, vi havde drømt om og forestillet os: en sej tur op, overvundet bjerget og vores tvivl, en susende tur ned og ingen var kommet til skade. Stor glæde og fornøjelse.

Den første dag kørte vi ned til Pisa. Det skæve tårn skulle fotograferes .Flemming der var kommet med kone og campingvogn kørte med. En fin tur i dalen langs grønne marker, gennem små fine landsbyer. Toscana.

Tredje dagen var vi igen på et bjerg, nu mod nord, op til bjerglandsbyen Barga. Rækkefølgen op blev bekræftet og denne gang gik det hele lettere, i al fald for mig. Nu havde vi jo lært det. Og igen en susende tur ned, men nu ikke forfrosne, varmet af solen og i godt humør.

Søndag opsøgte vi det stejleste stykke, og på vise strækninger tæt på lodret. Det var strækninger tidligere kørt på Giroen. Vi var tre der tidligt annoncerede at vi kørte med op ad, men ikke til toppen. De andre kom ikke op uden virkelig kamp. Og ned ad var det ikke let. gennem små byer, vejen 2 meter bred og stejlt ned ad, men igen slap vi for uheld. Alt i alt en punktering. Og hvem skiftede slangen? Ja: Bjarne.

Vi spiste godt, hyggede os, hotellet ok, bortset fra morgenmaden der var helt skæv og meget hullet. Kvinden troede alt var i orden. Kaffemaskinen var et kapitel for sig. Måske fortæller en anden rytter om den.

Fik jeg fortalt det hele? Lidt under en tiendedel, og ja: Lucca er en meget smuk by. Vores cykler var Piranelloer. Herlige cykler, de kørte faktisk af sig selv.

Vi blev kendt i Lucca, særlig for vores timelange gadeløb, på vej ud ad byen. På anden dagen lykkedes det os, at krydse vores vej adskillige gange og endda lande i regulære blindgyder ved hjælp af vores elektroniske hjælpeapparater, GPS. Meget sjovt. Men også det klarede vi ved fælles hjælp.