Hej cykelvenner.
I lørdags, den 31/5, deltog jeg i Knuds Klassisk, et
cykelløb, hvor cyklen skulle være fra før 2000. Min er jo fra 1976 så den strøg
jo nemt gennem nåleøjet. De fleste deltagere var “gamle” cykelryttere.

Starten gik fra cykelbanen. Vi blev delt op i 4 hold a´ cirka 10, hver
med en guide som sørgede for at vi kom ruten igennem. Starten var en runde på
cykelbanen,så op ad Jyllandsalle, til Holme og så Nordlige Bjergvej til Jelshøj.
Kort efter Jelshøj kørte vi ud på det første grusstykke. Dem var der mange af og
det føltes som rigtig mange kilometre. Der var både grus, sand, sten og til
sidst et stykke på en smal skovvej. Mange punkteringer og styrt især på
grusvejene. Jeg selv væltede ned i 1.5m høje brændenælder. Benene så ikke godt
ud bagefter og cykelbukserne er altså også for tynde i den situation.

Vi rundede Hørret, Langballe, Beder, Fulden og op ad den lede bakke, så
Lillenor, Ajstrup, Mariendal, Giber Å dalen, Moesgård og Ny Moesgårdvej til
Søsterhøj. Herfra ned ad bakke til cykelbanen. Det blev til ialt 41 km. På
inderkredsen var der øl, vand og grill pølser. En del var udgået med defekter,
andre af træthed.

Alt i alt en sjov oplevelse. På et af billederne cykler Lars og Jeg.

Kjeld Abel.