Kære venner!

Så er det slut med cykling på landevejen i år, for mig. Den anden dag var jeg nede at spinne i DGI. Også Torben mødte op i rød trøje og netop ankommet fra N.Y. God musik, herlig ung kvinde på podiet.

Og så: endnu en gang: Vi er indtil nu blevet forskånet for alvorlige uheld. Sådan fortsætter det forhåbentligt, men ind i mellem køres der hasarderet. Det er især to situationer, der gentager sig og er livsfarlige. Ved rødt kryds er der nogle, der lige spurter over. Fx ude ved krydset i Odder. Det er så kedeligt at hænge der, når de andre kører videre, selvom de jo som regel venter. De fleste har overværet de situationer. Og, det er ingen overdrivelse: Det er livsfarligt. Også for de andre ryttere, hvis det går galt og de bliver revet med. Vi er gamle, vores knogler er ikke, hvad de var, vi restituerer langsommere etc. Den anden situation: Vi kører på smalle biveje med skarpe sving. Dårlig udsigt frem ad, Nogle ligger ude i tredje position i svinget. Også den position er livsfarlig. Den dag en ung tåbe kommer drønende ind i svinget fra den modsatte side, siger det Bang. Det samme gælder op ad mod toppen af en bakke med dårlig udsyn. Ikke ud i tredje position. Vi er blevet ramt af en hund i Mårslet. Ryttere er styrtet på grund af mekaniske uheld. Andre er styrtet i glat føre. Indtil videre kun knubs. Sådan fortsætter det forhåbentligt.

Glæder mig til at køre med jer til foråret. Glædelig Jul og godt nytår!